– for netværk og netværkere
Netværk er vigtigt. Er du selvstændig – og måske oven i købet iværksætter er det intet mindre end en livsnødvendighed. Det er de færreste, der vil erklære sig uenige i den betragtning. Netværk gør alt andet lige tilværelsen som virksomhedsejer lettere og sjovere: du er ikke helt alene. Der er ’venner’ og ligesindede derude, som vil dig det godt – støtter dig, når der er brug for det, med tiden anbefaler dig til andre i deres netværk – og jubler sammen med dig, når du har succes. På den lange bane vil det rigtige netværk sandsynligt også resultere i flere kunder og opgaver.
Men, hvordan? At melde sig ind i alle de netværk, du kan komme i nærheden af – og møde op i enhver sammenhæng i dit nærområde, der bare lugter det mindste af at være netværks- eller relationsskabende er ingen garanti for at skabe sig et netværk.
Du har måske allerede styr på de grundlæggende færdigheder, der er god netværkskutyme: tålmodighed og fokus på at give frem for at tage. Men hvad ellers? Hvordan lærer du at spotte de helt rigtige netværk – og vigtigst af alt, hvordan kan du selv bidrage til at de erhvervsnetværk og sociale sammenhænge, du deltager i, bliver alt det du selv og andre forventer?
Carina Baunsgaard, Lise Greve, Ditte Bach Sørensen og Lone Tange fra erhvervsnetværket Q-vinderne samt Jesper Lieberknecht, kommunikationsansvarlig hos Erhverv Randers kommer med deres bud:
6 enkle trin
1. Vær nysgerrig
Er du en smule skeptisk i forhold til netværk og minglen som nøglen til alt? Måske fordi du allerede nu har erfaret at indsatsen kun sjældent lever op til forventningen. Prøv at vende den om. I stedet for at afvente at andre skal gøre noget, så tag udgangspunkt i hvordan du selv kan bidrage til at alle får mere med hjem.
Q-vinderne: ”Nysgerrighed på de andre deltagere er det allervigtigste du kan komme med uanset hvilken sammenhæng, du deltager i. Vær åben for at udvide horisonten lidt. Hvis det er dit udgangspunkt, så vil du snart opdage, at du altid kommer hjem med ’noget’.”
Jesper: ”Begynder sidemanden uopfordret at stå og tale til dig, mens du står og venter på bussen vil flertallet reagere med forbehold: ’hvad vil han?’ Det samme gør sig gældende i de her erhvervsrelaterede sociale sammenhænge. Det er kulturelt betinget: Vi skal ligesom have en legitim grund til at kontakte folk, vi ikke kender i forvejen. Det bliver nemt lidt stift og unaturligt begge veje. Der kan gøres noget for at sætte nogle rammer, der gør det nemmere – men husk på hvad du selv kan gøre: Vær åben og nysgerrig.”
2. Vælg det sociale til
Hører du til dem, der som regel haster ud til bilen så snart den sidste oplægsholder har forladt talerstolen, så du lige kan nå hjem og putte børnene eller slappe af på sofaen? Eller haster du videre til næste vigtige møde, så snart du har lagt gaflen ved netværkstaffelet? I så fald er her noget at hente ved at ændre kurs. Vælg det sociale til. Det er limen i langtidsholdbare netværk og kimen til nye.
Q-vinderne: ”Senere i år skal 18 af vores 50 medlemmer på fællestur til Japan. Vi har allerede været i Kina og næste år planlægger vi en tur til New York. Udover netværksmøder med oplæg og foredrag arrangerer vi en årlig weekendtur og en sommerfest, hvor vores mænd også er inviteret. Selvfølgelig har alle ikke mulighed for at deltage i det hele, men der er en stor interesse i at være med. Netop fordi vi er sammen om noget andet end bare at udveksle visitkort eller lytte til en oplægsholder en gang om måneden, kommer vi ind under huden på hinanden. Så kommer det helt af sig selv at vi også bliver hinandens førstevalg, når der skal laves forretning.”
Jesper: ”Det er ikke når du sidder og snakker med sidemanden under et foredrag at tingene sker. Det er alt det, der sker indimellem og uden omkring, du skal have fokus på. Det er der kontakter opstår.”
3. Faste rammer
Netop fordi vi ikke ligefrem er en nation af gudsbenådede netværkere er det en hjælp til alle os mere eller mindre introverte, hvis der er nogle spilleregler der skal følges.
Q-vinderne: ”Vi har nogle klart definerede rammer for hvordan vi kører netværket: Der er fx et ufravigeligt max på 50 medlemmer, vi trækker altid lod om siddepladser så ingen får lov til at sidde og gemme sig hos dem, de plejer at tale med. Vi har en fast køreplan for hvordan møder forløber – og vigtigst af alt: man kan ikke være ’passivt’ medlem, så ryger man ud. Det er den model, der virker på 11. år.”
Jesper: ”Det kan være direkte angstprovokerende at træde ind i en forsamling, hvor du ikke kender et øje. Særligt, hvis du er lidt tilbageholdende af natur. Det er en af forklaringerne på at mange føler, at de altid går hjem med uforrettet sag, når de er ude og mingle. Her gør rammer det nemmere – fx speeddating eller andre faste indslag, som giver et legitimt påskud til at få talt med andre.”
4. Mødedisciplin
Tag temperaturen på din egen mødedisciplin. Hvor højt prioriterer du din egen mødedeltagelse i de netværk, du er en del af? Det skal ikke være af pligt du kommer til netværksmøder, men du har en forpligtelse overfor de andre i gruppen.
Q-vinderne: ”Der er ingen grund til at du optager pladsen for en anden, hvis du alligevel ikke prioriterer at komme til møderne. I sidste ende er det netværkets facilitator, der spiller en afgørende rolle for gruppens mødekultur.”
Jesper: ”Det er en udfordring i netværk, hvis medlemmerne har en lav mødedisciplin og nedprioriterer møderne for i stedet at sige ja til fx et kundemøde eller en opgave, hvilket dog for de fleste er ganske naturligt. Tomme pladser betyder reelt, at alle de andre i gruppen kun får halvdelen af det, de har betalt for. En løsning kunne være at sende en kollega, hvis du skulle blive forhindret.”
5. Stærk facilitator
Når du skal spotte om et netværk er værd at investere tid og penge i, så vær opmærksom på gruppens facilitator.
Q-vinderne: ”Uden en stærk facilitator er et netværk dødsdømt. Det er facilitatoren, der klart definerer – ’hvordan gør vi tingene her’. Du kan fx ikke få lov til bare at sidde og fedte kontingentkroner af og spise lækker mad, når du er med i Q. Vi forventer, at du byder ind med noget og kommer til de månedlige møder. Hvis ikke det står klart for enhver, at det er forventningen, så er det at eksempelvis mødedisciplin og engagement ligeså stille begynder at sive.”
6. Den gode vært
Det er almindelig etikette at den ’gode vært’ sørger for at alle føler sig velkomne. Også når vi snakker netværkssammenhæng. Omvendt er det er også god tone at gæster bidrager til den gode stemning. Hvad med dig – har du styr på din rolle?
Q-vinderne: ”Noget af det nye medlemmer og gæster plejer at bemærke når de kommer i Q er at de føler sig taget godt i mod. Det er noget vi prioriterer: at tage hånd om de nye, så de hurtigt føler sig som en del af fællesskabet. Vi har fx lavet en mentorordning og kobler altid 2-3 stykker på gæsten, så de ikke kommer til at sidde og føle sig udenfor på noget tidspunkt. Sørg for at tage din del af ansvaret for at alle får en god oplevelse.”
Jesper: ”Nu er det jo ikke sådan, at jeg som det første anbefaler dig til andre, fordi jeg lige har mødt dig over buffeten – men det er god stil at huske at introducere hinanden, hvis situationen byder det. Det er almindelig høflighed.”

Møde i Biznet Randers – netværk for netværk (Lone Tange forrest tv., Jesper nr. 2 bagerst th.)
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTOGRAF: OLE JAKOBSEN | PRIVAT
Q-vinderne og Erhverv Randers
Q-vinderne, erhvervsnetværk for kvinder
Stiftet af Lone Tange* i 2006.
*(Aktuel med foredrag om at netværke: “Den gode networker – sådan skal du begå dig”).
Adgangskravet i Q-vinderne er at du er kvinde, selvstændig eller har en lederstilling.
Der er plads til 50 medlemmer.
Pt. er der venteliste på at få en plads.
Erhverv Randers, erhvervsrådet i Randers
Faciliterer blandt andet Rådgivernetværket som er et tilbud til lokale rådgivere om at indgå i netværk med henblik på at skabe relationer og samarbejde.
reu.dk
facebook.com/ErhvervRanders
Q-vinderne og Erhverv Randers udgør 2 af 12 netværk i Randers-området, der har samlet sig i et netværk for netværk: Biznet Randers.
Her samarbejdes om 2 årlige fælles arrangementer. Det næste er et handelstræf for 200, der holdes i marts 2017.
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer