Content Marketing og mobilvenlige hjemmesider

Google Doodle

Et af de spørgsmål, der optager alle virksomhedsejere lige nu, er:
Er min hjemmeside responsive – og blåstemplet af Google som mobilvenlig? (Check her med det samme).
Hvis ikke den er, så har du lidt småtravlt. Fra d. 21. april betyder det nemlig, at du ryger bagerst i køen i Googles
søgninger, når brugere søger via deres smartphone.

Hvis ikke du vil miste trafik til dine konkurrenter er der altså ingen vej uden om – og når nu du alligevel skal i gang med at opdatere din hjemmeside, så er der en meget god anledning til også at bruge et øjeblik på at sætte dig ind i, hvad Content Marketing kan gøre for dig i den sammenhæng.
Med Content Marketing slår du to – hvis ikke flere – fluer med et smæk. Det har nemlig den sideeffekt, at du bliver
så nem at elske. Dine kunder vil elske dig, fordi du beriger dem med indhold de faktisk kan bruge til noget, og som de har lyst til at dele. Og når tilpas mange synes, at dit indhold og din hjemmeside er relevant – så synes Google
også at du er relevant. Og det er netop sagens kerne. Relevans. Relevant indhold, relevante søgeresultater i forhold til det brugere søger – og nu også relevante søgeresultater i forhold til den enhed, du søger fra.
Copyblogger er et sted blandt mange, hvor du kan søge inspiration til at få indholdet skruet rigtigt sammen – men
du kan også starte med at læse, hvad andre har gjort i seneste nummer af G2M magasin.

 

Hvem er din vigtigste rådgiver?

Vestjysk bank i Lemvig

Uanset virksomhedstype – og størrelse, har du brug for nogen at sparre med, for at udvikle
din forretning. Nogen, der kan stille de der irriterende og kritiske spørgsmål, du ikke selv havde tænkt på midt i din begejstring. I situationen kan det virkelig være en idédræber, men når den første ærgrelse har lagt sig, afløses den ofte af en ny og mere langtidsholdbar idé eller løsning. Kender du det?

Viden er en anden ting, der er vitalt for din virksomheds succes. Du skal kende både muligheder og faldgruber, for at navigere sikkert – og smart.

Derfor har du brug for rådgivere. Nogen du kan trække på, og som kan kompensere for den viden og ekspertise, du selv mangler. Ikke kun når det brænder på, men også når det går godt. Nogen, der har et andet verdensbillede end dig, så du får modspil og større indsigt. Det er der udvikling og idéer opstår.

Læs mere: Vil du læse mere om kunsten at få gode idéer? Læs Jesper Hejlesens artikel her.

Rådgivere er altså et vigtigt konkurrenceparameter. Hvordan finder man de rigtige og hvordan kan man bruge rådgivere strategisk? Det har vi sat os for at undersøge i næste nummer af  G2M magasin.

 

(Fotograf: Ole Jakobsen, Den Utraditionelle)

Kommunikationsstrategi – hvad er god kommunikation?

Michael Kold og Elisa Lykke

I dag har jeg været på Utzon i Aalborg og høre eksperters bud på god kommunikation.
Anledningen var både at blive klogere, men også at interviewe et par af eksperterne – Elisa Lykke og Michael Kold, til september udgaven af G2M magasin.
En af dagens øvrige oplægsholdere var DBU’s direktør Claus Bretton-Meyer. DBU er et levende eksempel på, hvilken betydning det har, når en virksomheds selvopfattelse ikke deles af medarbejdere – og det, der kommunikeres ud, ikke opfattes af kunder og presse, som det ønskes…

Skab sammenhæng i din kommunikation – og tænk originalt
Hvad med din virksomhed – er der sammenhæng mellem det, du forsøger at kommunikere ud – og den opfattelse omverdenen har af dig? Og har du valgt de rigtige kommunikationskanaler og den rigtige måde at levere budskaberne på?
Der er kamp om kundernes opmærksomhed, så du skal virkelig ligge dig i selen og tænke originalt og servere dine budskaber i en spiselig og nytænkt indpakning, for at brænde igennem og blive kunder og mediers darling.

Hvordan man gør det er noget Elisa Lykke, om nogen ved noget om. Hun rådgiver kendisser om personlig branding og pressehåndtering – blandt andet Nicklas Bendtner og Jan Gintberg. Og i virkeligheden er skridtet fra at være virksomhedsejer, til at være kendis ikke så langt som man skulle tro…

Hvem brænder igennem
Nogen har selvfølgelig medfødt kunde- og medietække, og trækker opmærksomhed  og interesse, som fluer til et stykke fluepapir. Men hvad med alle os andre? Kan man lure dem kunsten af – de fødte talenter? Ja, det kan man faktisk godt. Jeg fik interviewet Michael Kold, som ved noget om, hvad det er for egenskaber og fællestræk succesfulde kommunikatører og virksomhedsejere besidder – og vigtigst af alt, hvordan kan man selv blive dygtigere, til at gøre det samme som de. Et af nøgleordene er selvledelse. Meget mere om det i september.

 

Fotograf: Ole Jakobsen, Den Utraditionelle