Markedsføring på Facebook og Instagram
Og slip den dårlige samvittighed
Sommerperioden er for mange soloselvstændige synonymt med mere eller mindre ufrivillig stilstand.
Hvis kunderne alligevel er gået i feriemode, hvorfor så ikke bruge tiden på at nå i bund med nogen af dine mange to do lister?
Én af de opgaver der med stor sandsynlighed ikke får al den opmærksomhed den fortjener i dagligdagens hamsterhjul og driftmode er din facebookside! Det er en skam, for det er faktisk et af de steder du på lavbudget kan hente både drømmekunder og drømmeopgaver – hvis du vel at mærke forstår ramme de rigtige tangenter. Glem boost knappen et øjeblik. Det er ifølge Janne fra Den skaeve vinkel en panikknap, som degraderer dine opslag. I det øjeblik du trykker her, bliver dit opslag forvandlet til et sponsoreret opslag, og det modtages anderledes end indhold, der deles fordi det er relevant, interessant, vækker følelser eller på anden engagerer dine følgere.
Jannes 7 gode råd
– Sådan gør du her og nu
1. Reflekter over din indsats
Hvad er det der gør at nogle af dine opslag flintrer ud over stepperne, mens andre dør i samme øjeblik, de bliver postet? Hvordan undgår du igen og igen at ende med ”fuck-fuck” opslag – uovervejede panikopslag du finder på søndag aften kl. 8?
Start med at læne dig tilbage et øjeblik og reflekter over din indsats på Facebook indtil nu – hvordan er første halvdel af 2017 gået? Har du nået de mål, du har sat dig – ikke bare økonomisk? Fik du nu også tiltrukket de drømmeopgaver og drømmekunder, du så gerne vil have?
Herefter skal du dykke ned i din tidslinie. Analyser på opslagsniveau på, hvad det er der virker – og modsat: hvornår dør tingene for dig?
2. Lav et årshjul
Hvad skal du overhovedet skrive om – og hvornår?
Du får en masse foræret udefra, som du med fordel kan starte med at idégenere på: højtider, mærkedage og internationale dage: Fars dag, Valentines Dag, Black Friday, Øllets dag, Legens dag o.s.v. Er der noget her, der er aktuelt i fht. din virksomhed og branche? Er der nogle højsæsoner eller statistiske fakta, du kan gribe fat i: skole/studiestart og sommerferieblues (åh nej – i gang igen efter ferien). For en ejendomsmægler er det fx ikke helt uvæsentligt at skilsmisser boomer efter en lang sommerferie. Kan du bruge den viden til noget?
Idégenereringen er en proces, hvor du måned for måned danner dig et overblik over aktuelle begivenheder, du kan tage fat på. Synes du, at det virker for uoverskueligt at forholde dig til et helt år nu, så start med august.
3. Organiser dine idéer
Nu skal du have organiseret og udvalgt de bedste idéer. Grupper og inddel i temaer: hvad vil skabe størst værdi for dine følgere? Det er det, du skal have fokus på hele vejen. Det er nemlig her du kan bygge videre på relationen til dem, der følger dig og trække nye til.
Er du ejendomsmægleren er det i første omgang sekundært, at du måske/måske-ikke ender med at kunne sælge et hus. Dit fokus skal i første omgang rettes mod – hvordan kan jeg hjælpe folk, der står midt i en skilsmisse?
4. Planlæg dine opslag
Temaet skal nu udmøntes i et sæt opdateringer. Det er vigtigt, at du tænker dine opslag ind i en kampagnetankegang, så du ikke kun rammer sporadisk. Og husk at dit ærinde er at knytte relationer. Se dig selv som en serviceprovider.
For nu at vende tilbage til ejendomsmægleren og de stakkels skilsmisseramte følgere – byg fx op med 5 tips, der kan gøre livet lidt lettere i den svære situation: Sådan får I styr på en fornuftig bodeling, her kan du hente hjælp og videre i den dur. Pointen er at du starter med 5 gange ren viden. Først herefter laver du et opslag, hvor du får fortalt, at du kan hjælpe, hvis man skal ud og finde et ekstra hjem eller boligen skal sælges.
Du kan med fordel kombinere opslagskampagnen med en annoncekampagne, så de kører parallelt.
Sådan gør du fremadrettet
5. Få dig en wing man
Soloselvstændige har for flertallets vedkommende én ting til fælles: De er håbløse til at lave aftaler med sig selv. Hvis du for alvor vil rykke på Facebook og undgå at falde tilbage i gamle vaner, når hverdagen melder sig igen er det bedste råd: få dig en wing man!
Find en du har en god relation med og indgå et samarbejde omkring Facebook og sociale medier. Brug hinanden til at sparre på idéer, og til at holde hinanden fast på det commitment der skal til, for at nå resultater. Det er ofte nemmere for én udefra at spotte de små ting, der er med til at skabe værdi for dine kunder og som får dig til at skille dig ud – men, som du selv er blind for. Det er guld værd.
I kan mødes rent fysisk, men det kan også være et virtuelt fællesskab, hvor I tipper hinanden om gode aktuelle historier, relevante link og inspiration til nyt indhold.
6. Afsæt tid i kalenderen til Facebook
Efter ferien høster du den gode frugt af at have brugt den stille sommerperiode på at være velforberedt. Sæt tid af allerede nu til at fortsætte det gode arbejde – inden kalenderen fyldes igen. Og hold fast i den tid, der er sat af. Det er her din wing man kommer ind i billedet.
Forberedelse er nøglen til succes på Facebook. Det sparer dig en masse spildtid og halvlunkne annoncekampagner, der nøjes med at lægge sig i slipstrømmen på konkurrenterne.
Ved at prioritere tid til planlægning og research kan du arbejde mere effektivt og lynhurtigt lave 7 opslag på den tid, det normalt tager dig at producere et. Det giver en god mavefornemmelse – for så er det dig, der har styringen og du er den konkurrenterne bliver inspireret af.
Man må ikke tage det spontane væk fra Facebook. Den type opslag skal der selvfølgelig være plads til, når bare basen er på plads.
7. Læg en plan for at tilegne ny viden
Facebook er i evig bevægelse – det er du nødt til at forholde dig til. Derfor er det vigtigt med en strategi og plan for at tilegne sig ny viden.
Der udvikles hele tiden nye smarte tekniske features, som du bør kende til. Er du kosmetolog eller frisør er det fx ikke helt lige meget at kende til muligheden for at sende autosvar på messenger. Det er en god service til kunderne at vide, at du står med saksen i hånden lige nu og derfor ikke ser kundens afbud eller forespørgsel på en ledig tid i dag.
Algoritmerne skifter hele tiden. Det der virkede i går virker måske ikke i dag: skal du skrive kort/langt, skal der undertekster på videoen eller skal den være med tale? Hvad belønner Facebook lige nu?
Her er ofte lette point og fordele at hente i fht. konkurrenterne.
Også brugernes adfærd er i evig forandring. Intet er statisk. Derfor skal du hele tiden analysere på hvad det er, der får dine likers til at reagere, skal der tvistes lidt? Sørg for hele tiden have fingeren på pulsen. Hvad er det for nogle adfærdstriggere, der får folk til at reagere og læse dit budskab, tilmelde sig dit nyhedsbrev eller dit læse blogindlæg?
Find nogle valide kilder, som du kan hægte dig på, for at holde dig opdateret. Der findes et hav af e-bøger, webinarer, kurser, Facebook Live, blogs m.v. Find viden i en form, som du kan kapere.
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTO: BODIL TEJG
Den skaeve vinkel
Janne Schmidt Nielsen
- Facebookfessor
- Ejer, Den skaeve vinkel
Tilbyder workcamps, hvor du arbejder med dine egne ting.
Aktuel nu med sommerskole, hvor du på 4 dage kan få Facebook siden sat på skinner og sparre med ligesindede soloselvstændige.
Tag på sommerskole
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer
Redaktørerne bag magasinet.
Birgitte
Jeg synes, at det er en kæmpe aha-oplevelse hver eneste gang, vi er ude at lave en ny historie. Og vi har efterhånden lavet nogen stykker – små 40 virksomhedsejere og “eksperter” har vi talt med.
Jeg tager noget med hjem hver gang, som jeg kan gå hjem og bruge – både til at udvikle min egen virksomhed, men også indspark på værdier og prioriteter i forhold til familieliv og fritid. Hvad er det andre selvstændige finder vigtigt at prioritere – hvordan får de det hele til at hænge sammen. Det rykker lidt på mit eget verdensbillede, og det synes jeg er vildt inspirerende.
Sidste år lavede vi en historie om Advisory Boards. En af pointerne i den her historie var, at der ligger et stort uforløst vækstpotentiale i små og mellemstore virksomheder, som bare venter på at blive aktiveret. Man kunne også sige, at der ligger en masse viden og erfaringer gemt i de samme virksomheder, som virkelig kunne rykke noget, hvis de blev delt?
Set i bakspejlet havde jeg selv sparet nogle omveje og søvnløse nætter de sidste 16 år, hvis nogen af og til havde taget mig i hånden og sagt, jo Birgitte, du er på sporet.
Og det er det, jeg synes, vi kan med magasinet. Andre selvstændige stiller op og fortæller deres historie, som kan bekræfte dig i, at du har fat i noget rigtigt eller lede dig i retning af noget helt andet. De deler gavmildt deres gode idéer, som kan være lige dét, der hjælper dig videre, hvis du er kørt fast.
Artikler i arkivet.
Læs tidligere Ugens historier og artikler fra G2M magasin’s tid som trykt magasin. Vi har inddelt dem i kategorier, der kan hjælpe dig på sporet.
Hvad har du allermest brug for at vide mere om lige nu?