Portal for foredragsholdere
Tema: Arbejdsfællesskab
Gør dine konkurrenter til dine ambassadører og nære kollegaer. Hvis I alligevel står med de samme udfordringer og dilemmaer, hvorfor så ikke hjælpe hinanden med at løse dem, fremfor at holde kortene tæt til livet?
Når du rejser i Syden er det ikke usædvanligt med hele gader, hvor forretninger i samme branche ligger dør om dør. Den tanke vil Simone gerne adoptere og omsætte til en ny form for arbejdsfællesskab for foredragsholdere, der skal hjælpe hinanden med at bygge bro til virksomhederne.

Vi skal ikke være så bange for at dele og hjælpe hinanden.
Simone Lemming Andersen, forfatter, foredragsholder og stifter af ForedragsTjenesten
Der findes utroligt mange foredragsholdere, der ønsker at berige verden med viden om alt mellem himmel og jord. For en virksomhed, der skal booke en foredragsholder er det lidt af en jungle at finde rundt i, og derfor vælger mange en sikker succes. En af dem, der er oppe i tiden. Det gør det svært at trænge igennem for foredragsholdere, der ikke lige har samme opmærksomhed og mediedækning.
Det er ikke nødvendigvis en genvej til flere jobs at signe op med et bureau, der kan gøre rugbrødsarbejdet. For hvad nytter det at være parkeret der, hvis ingen opdager dig alligevel – og du stadig overhales med flere banelængder af Chris Macdonald, Hella Joof & Co? Og det på trods af, at der findes mange andre fantastiske foredragsholdere, der er både passionerede og dygtige til at formidle. Det er frustrationer, jeg er stødt på mere end én gang, når jeg taler med andre foredragsholdere. Det er hårdt arbejde at gøre foredrag til en god forretning.
Hvordan kan foredragsholdere hjælpe hinanden?
Når jeg har været ude at holde et foredrag i en virksomhed, så går der typisk et par år, før samme kunde skal bruge mig igen. Det har givet mig en idé: Kan foredragsholdere hjælpe hinanden med at bygge bro til virksomhederne? Hvorfor lukke en dør der står på klem, hvis jeg kan hjælpe min kunde og en dygtig ”kollega” med at finde hinanden, på min vej ud? Vi skal ikke være så bange for at dele og hjælpe. Ideen er – at få dygtige og erfarne foredragsholdere til at fungere som et netværk, hvor vi anbefaler hinanden og desuden mødes en til to gange om året for at lære hinanden og hinandens foredrag at kende, og udveksle nye muligheder og erfaringer. Det er hele tanken i det der nu er blevet til ForedragsTjenesten. I Syden er det helt almindeligt at fx guldsmede samles i én gade. Hvem kunne forestille sig det herhjemme?
Det lyder som at skyde sig selv i foden at slå dørene op side om side med alle konkurrenterne, men virkeligheden er at det trækker flere kunder til – til gavn for alle.
Vi skal være fælles om opgaven
Selvom jeg er ude blandt mange mennesker, når jeg holder mine foredrag, så er livet som foredragsholder en solotilværelse. Du er på egen hånd en stor del af tiden, du skal præstere optimalt hver gang, og er alene om mange ting. Derfor drømmer jeg også om at ForedragsTjenesten ikke bare skal være en håndsrækning til den enkelte – det skal være et stærkt fællesskab, hvor vi kan mødes og hjælpe hinanden – være kollegaer. Det har jeg selv savnet.

Det bliver rart med kollegial sparring.
Anna Marie Aggerholm, Alcologic – rådgiver alkoholafhængighed/foredragsholder
Alkoholmisbrug er stadig enormt tabubelagt – selv i dag. Det kan godt undre mig lidt. Det er ikke noget man snakker højt om, selvom rigtigt mange mennesker har problemet tæt inde på livet. Ikke nødvendigvis fordi de selv har et ubalanceret forhold til alkohol, men fordi et familiemedlem, en ven eller kollega har et misbrugsproblem. Jeg kan se det i øjnene på deltagerne, når jeg er ude at holde foredrag i en forening eller en aftenskole – hvem genkender de små faresignaler og tegn på et begyndende misbrug eller de adfærdsmønstre, der kendetegner alkoholikeren. Hvad gør det ved omgivelserne?
Jeg vil så gerne ud i virksomhederne og gøre en forskel
Det er på 12. år, jeg er ude at holde foredrag og dele mine erfaringer som ædru alkoholiker. For første gang oplever jeg nu, at det er foreninger, klubber eller fx menighedsråd, der kontakter mig for at booke et foredrag – jeg behøver ikke længere at gøre mig de store salgsanstrengelser, for at blive booket i den sammenhæng. Det er rigtig skønt, men hovedparten af de foredrag er målrettet private. Jeg vil så gerne ud og gøre en forskel i virksomhederne. Gøre det lige så naturligt at tale åbent om alkoholmisbrug, som mavesår og migræne. Men jeg synes, at det er svært at trænge igennem.
Hvis alkoholkulturen og -politikken i en virksomhed er beskrevet med ét ord – fyringsgrundlag, så inviterer det ikke ligefrem til åbenhed. Det gør det ualmindeligt svært at sælge foredrag om alkoholafhængighed.
Jeg er ikke alene med det problem – det ved jeg godt. Der er andre foredragsholdere derude, der ligesom mig bøvler med at knække koden og få hul igennem. Ikke desto mindre er det til tider en lidt ensom kamp. Derfor var jeg hurtig til at sige ja, da Simone fortalte mig om Foredragstjenesten. Nu bliver jeg en del af et fællesskab, der er sat i verden med det ene mål for øje: at foredragsholdere hjælper hinanden med at åbne døre ude i virksomhederne.
Det bliver rart med kollegaer
Jeg synes, at der er en masse spændende perspektiver i det her. Selvom jeg efterhånden har holdt adskillige foredrag og er blevet god til at ”læse publikum”, så kan man godt savne lidt kollegial sparring. Hvordan opleves jeg egentlig fra tilskuerrækkerne? Er der noget i min markedsføring og tilgang til virksomhederne, der blokerer for at jeg trænger igennem. Det er sådan nogle ting, vi kan hjælpe hinanden med blive klogere på.
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTOGRAF: OLE JAKOBSEN/PRIVAT
Om ForedragsTjenesten.dk
Medlemmer åbner døre for hinanden ude i virksomhederne, og er fælles om at løfte opgaven med at markedsføre portalen.
Det er den enkelte foredragsholder, der får det fulde honorar.
Simone Lemming Andersen
26 16 18 18
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer
Redaktørerne bag magasinet.
Birgitte
Jeg synes, at det er en kæmpe aha-oplevelse hver eneste gang, vi er ude at lave en ny historie. Og vi har efterhånden lavet nogen stykker – små 40 virksomhedsejere og “eksperter” har vi talt med.
Jeg tager noget med hjem hver gang, som jeg kan gå hjem og bruge – både til at udvikle min egen virksomhed, men også indspark på værdier og prioriteter i forhold til familieliv og fritid. Hvad er det andre selvstændige finder vigtigt at prioritere – hvordan får de det hele til at hænge sammen. Det rykker lidt på mit eget verdensbillede, og det synes jeg er vildt inspirerende.
Sidste år lavede vi en historie om Advisory Boards. En af pointerne i den her historie var, at der ligger et stort uforløst vækstpotentiale i små og mellemstore virksomheder, som bare venter på at blive aktiveret. Man kunne også sige, at der ligger en masse viden og erfaringer gemt i de samme virksomheder, som virkelig kunne rykke noget, hvis de blev delt?
Set i bakspejlet havde jeg selv sparet nogle omveje og søvnløse nætter de sidste 16 år, hvis nogen af og til havde taget mig i hånden og sagt, jo Birgitte, du er på sporet.
Og det er det, jeg synes, vi kan med magasinet. Andre selvstændige stiller op og fortæller deres historie, som kan bekræfte dig i, at du har fat i noget rigtigt eller lede dig i retning af noget helt andet. De deler gavmildt deres gode idéer, som kan være lige dét, der hjælper dig videre, hvis du er kørt fast.
Artikler i arkivet.
Læs alle vores artikler i arkivet.
Hvad har du allermest brug for at vide mere om lige nu?