Jomfrubakken - Bed & Breakfast
Det kræver lige dele mod, held og fandenivoldskhed
“Gitte har taget skridtet – og er sprunget ud i sit livs eventyr. Sammen med sin mand Jørgen, driver hun Bed & Breakfast stedet Jomfrubakken på 11. år.”
Det er ikke svært at forstå hvorfor Gitte i sin tid forelskede sig i Jomfrubakken – en romantisk perle, gemt på en bakketop med skoven som fredfyldt kulisse, og en skøn udsigt over Mariager fjord. Da hun som barn kom der med sin mormor skete der noget: ”Jeg kunne mærke, at jeg hørte til her. Allerede dengang besluttede jeg, at det her sted en dag skulle være mit.”
Der er mange dejlige barndomsminder forbundet med Jomfrubakken. Det var fx her Gitte lærte at svømme. Men det, der gjorde størst indtryk, var den ro der var – og er over stedet. ”I tankerne har jeg været tilbage mange gange gennem årene. Når jeg har haft stressede perioder i mit liv har jeg lukket øjnene og drømt mig tilbage på bakkerne foran Jomfrubakken. Det har givet mig en fantastisk ro.”
Der skulle gå 35 år før drømmen gik i opfyldelse: ”Jeg skulle lige finde manden, der havde lyst til at dele min drøm.”
Du skal være stærk i troen på dit projekt
”Det er vel nok det nok det dummeste man kan gøre – at købe med hjertet. Ikke desto mindre var det det, vi gjorde. Vi arbejdede gennem et år målrettet på at overbevise familien, der boede her, om at vi ville vogte stedet med vores hjerteblod, hvis de solgte til os. Men, tag nu ikke fejl – vi er ikke håbløse romantikere. Vi vidste jo godt fra starten, at vi umuligt kan bo her uden også at gøre det til en god forretning. Det er ikke nok at læne sig tilbage og nyde udsigten. Vi har lagt timer i at gøre Jomfrubakken til det, det er i dag. Jeg har fx ikke tal på hvor mange brudepar, der har sagt ja til hinanden ude under blodbøgen siden vi i 2006 overtog stedet – men det er en del. Og de kommer fra hele verden.
Der skal en vis portion fandenivoldskhed til for at gå ind i det her. Du skal virkelig tro på ”projektet” selv når det hele vælter. I 2011 brændte den ene længe ned til grunden. Det var forfærdeligt. Både fordi det gjorde ondt at se på de udbrændte ruiner, mens forsikringssagen blev behandlet – men også fordi det i en lang periode gjorde os usikre på fremtiden. Vi blev sat år tilbage.
Det nemmeste havde været at give op, men i stedet valgte vi at bygge op – og tænke større.”
Gitte og Anton holder en velfortjent pause i haven.
Jeg har lært, at give mig selv lov til, at holde fri
Mandag er Gittes ugentlige frikvarter. Frikvarteret er en forholdsvis ny opfindelse. Det er nemlig først for ganske nylig, at hun har tilladt sig selv den luksus, at indføre en fast fridag. Tidligere ville mandagen have været fyldt med opgaver fra morgen til aften: servicering af gæster, for ikke at tale om de mange praktiske og administrative opgaver, der er forbundet med at drive Jomfrubakken. ”Vi er i perioder til fest hver weekend. Det kræver sit – også selvom vi jo slipper for tømmermænd. Selv Anton (Gitte & Jørgens kat) er udmattet søndag aften, når de sidste gæster har vinket farvel. Vi er virkelig på – og selvom vi lever og ånder for at gæsterne skal have en fantastisk fest og weekend, så bliver man altså også lidt træt. Rengøring mandag morgen er det sidste man har lyst til, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan i hvert fald mærke at min kreativitet dør fuldstændigt, når jeg skal stå med hovedet i gulvspanden. Jeg var ved at brænde lyset i begge ender, indtil vi i foråret tog en vigtig beslutning – at betale os fra rengøringen. Nu kan jeg mærke idéerne og energien pible frem igen.
Find nogle ventiler
Når Gitte og Jørgen skal være kærester er de nødt til at rejse væk og lade mobiltelefonen blive hjemme. Som Gitte udtrykker det: ”man får lidt matrikel-kuller.”
”Jeg kan ikke stå i badet uden at der er en, der står og trykker næsen flad mod ruden, for at se hvordan vi mon bor privat – eller ringer på døren for at spørge om noget på alle tider af døgnet. Det er prisen for at vi kan udleve drømmen.
Kunsten er at finde nogle ventiler. Selvom vi bor her er det vigtigt at kunne slippe det hele. Det betyder også at kunne kanalisere frustrationer og problemer de rette steder hen. Du er nødt til at adressere tingene hvor de hører til – ellers kommer de til at fylde for meget. For en del år siden havde jeg en oplevelse med en gæst som efter en fest kom med en kritik på TripAdvisor. Kritikken føltes meget personligt og det gjorde altså ondt. Det var lige ved at knække mig – indtil jeg efter et par måneder tænkte: Nej, det skal være løgn – og skrev til gæstens mor, for at høre hendes oplevelse. Det tog luften ud af min frustration – jeg fik adresseret min bekymring, og så er det bare med at komme videre.
Gitte på bakkerne foran Jomfrubakken, hvor drømmen blev plantet.
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTOGRAF: OLE JAKOBSEN
Om Gitte
Jomfrubakken består af 2 fløje med plads til i alt 80 gæster heraf 40 overnattende.
Rammerne kan lejes efter behov.
Bruges bl.a. til bryllupper, fester, konferencer, kurser og teambuilding.
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer
Redaktørerne bag magasinet.
Birgitte
Jeg synes, at det er en kæmpe aha-oplevelse hver eneste gang, vi er ude at lave en ny historie. Og vi har efterhånden lavet nogen stykker – små 40 virksomhedsejere og “eksperter” har vi talt med.
Jeg tager noget med hjem hver gang, som jeg kan gå hjem og bruge – både til at udvikle min egen virksomhed, men også indspark på værdier og prioriteter i forhold til familieliv og fritid. Hvad er det andre selvstændige finder vigtigt at prioritere – hvordan får de det hele til at hænge sammen. Det rykker lidt på mit eget verdensbillede, og det synes jeg er vildt inspirerende.
Sidste år lavede vi en historie om Advisory Boards. En af pointerne i den her historie var, at der ligger et stort uforløst vækstpotentiale i små og mellemstore virksomheder, som bare venter på at blive aktiveret. Man kunne også sige, at der ligger en masse viden og erfaringer gemt i de samme virksomheder, som virkelig kunne rykke noget, hvis de blev delt?
Set i bakspejlet havde jeg selv sparet nogle omveje og søvnløse nætter de sidste 16 år, hvis nogen af og til havde taget mig i hånden og sagt, jo Birgitte, du er på sporet.
Og det er det, jeg synes, vi kan med magasinet. Andre selvstændige stiller op og fortæller deres historie, som kan bekræfte dig i, at du har fat i noget rigtigt eller lede dig i retning af noget helt andet. De deler gavmildt deres gode idéer, som kan være lige dét, der hjælper dig videre, hvis du er kørt fast.
Ole
For et års tid siden stod jeg ved en skillevej. Selvstændig fotograf i eget atelier på 21. år, mange glade privatkunder – flere af dem gengangere og familiemedlemmer i flere generationer. De skibe, jeg gennem årene havde sat i søen i forhold til erhvervsfotografering betød, at jeg havde rigtig godt fat. Erhvervskunderne fyldte efterhånden en stor del af min forretning. Jeg havde med andre ord nok at se til. Alligevel kunne jeg mærke en begyndende metaltræthed. Jeg følte mig uinspireret og frustreret over aldrig helt at have tid til at fordybe mig i arbejdet.
Henover sommeren var vi på magasinet i gang med en temaversion med overskriften Tid.
Tid frustrerer mange mennesker – ikke kun selvstændige. Der er måske nok en tendens til at ville for meget på for kort tid.
Den her tur satte gang i nogle tanker. De vidt forskellige virksomhedsejere – og en enkelt borgmester, vi besøgte, havde alle fundet deres egen dedikerede vej og måde at prioritere sin tid på. De havde truffet nogle valg. Det fik mig til at overveje min egen situation: Skal en fotograf have sit eget atelier? Forsvinder kunderne som dug for solen, hvis jeg drejer nøglen og flytter firmaadressen hjem?
1. maj i år tog jeg springet
Og nu er det mig, der tager ud til kunderne i stedet for omvendt. Det smitter positivt af – ikke bare på mig. De bedste billeder er som oftest dem, hvor den, der skal tages billede af, et øjeblik glemmer fotografen. Nu bliver billederne taget, hvor kunderne er på hjemmebane. Det kan mærkes – det får paraderne ned.
Der er en anden ro på min arbejdsdag og kunderne har taget konceptet til sig. Det kan jeg se allerede nu. Den frihed, det giver, har givet mig arbejdsglæden tilbage.
Magasinet satte ord på nogle overvejelser, jeg havde haft længe. Det gav mig idéen til løsningen – og det er dét, jeg synes, vi har rigtigt fat i her. Der er rigtig meget at lære ved at lytte til andres erfaringer og måder at gøre tingene på.
Artikler i arkivet.
Læs tidligere Ugens historier og artikler fra G2M magasin’s tid som trykt magasin.
Vi har inddelt dem i kategorier, der kan hjælpe dig på sporet.
Hvad har du allermest brug for at vide mere om lige nu?