Studievært
Med sit netværk i ryggen kan Maria Arianfar få alt til at ske. Hun kender alle, der er værd at kende. Ikke kun fordi de har autoritet og indflydelse – nej, fordi det er gode mennesker fra alle samfundslag, der ud over autoritet og indflydelse også har hjertet med i det de gør.
Ensomhed står for Maria Arianfar som noget af det værst tænkelige man kan byde hende.
Netop derfor betyder hendes netværk alt for hende. Det er hendes liv, hendes familie – og en vigtig del af hendes egen selvopfattelse. Uden netværk, ingen identitet.
Netværket er gigantisk og set udefra kan det synes umuligt både at skulle forholde sig til og kende så mange mennesker. Det må nødvendigvis være overfladiske bekendtskaber, mennesker man er stødt på, på sin vej, men som alligevel ikke rigtigt kan tælles med som venner og da slet ikke familie? Den slags indvendinger har Maria ikke meget til overs for. I hendes verden skal begrebet netværk tages dybt seriøst. Hun giver sig ikke af med tilfældige bekendtskaber. Netværk forpligter – begge veje.
Glem alt om Janteloven
”I Iran kan du blive til nogen uden at være noget. Da jeg kom hertil i 1994 og året efter blev skilt, opdagede jeg ret hurtigt, at virkeligheden er en anden i Danmark. Du skal først bevise, at du faktisk kan noget (men ikke for meget) – før du rykker op ad den sociale rangstige. Janteloven var noget af det første, jeg blev introduceret til på Sprogskolen: ’Du er ikke noget særligt, vi er alle ens – og du skal ikke tro, at du er mere end din nabo. Alle er lige og har samme muligheder.’ Sikke noget sludder. Det har jeg aldrig troet på. Selvfølgelig er jeg noget særligt. Det er dét, der gør mig til den jeg er! Men i danskeres øjne var jeg ingenting: flygtning, nyskilt alenemor, ingen venner, ingen familie, intet netværk – ingenting.
Jeg er vokset op i et disciplinært hjem. Min far var general i det iranske militær* og min mor sørgede for pertentlig orden i vores hjem. Jeg har været vant til, at min far har omgivet sig med folk med indflydelse. Det sidder dybt i mig. Det sidder også dybt i mig, at ansvaret for mit liv er mit eget. Min far sagde altid: ’du er leder i din egen krop. Du er den bedste, indtil det modsatte er bevist.’ Derfor traf jeg et vigtigt valg i 1995. Jeg valgte mine egne landsmænd fra og søgte helt bevidst at være blandt danskere. Jeg satte mig for at forstå dansk kultur og danskeres måder at interagere på, på alle niveauer i samfundet. Det så jeg som nøglen til at bevise mit værd og til at blive til ‘nogen’. Det blev også starten på at bygge mit netværk.”
Film Project Gellerup er sat i verden for at dokumentere og fortælle historier om byudviklingen i Gellerup området.
“Jeg mødte stædigt op til alt: Møder i boligforeningen, politiske møder, møder i børnehaven o.s.v.. Jeg har tilbragt timer, hvor jeg har siddet og følt mig dum, fordi jeg ikke helt forstod hvad der blev sagt og ikke helt kunne afkode situationen. Jeg har bare forsøgt bare at smile og nikke de rigtige steder ligesom de andre. Og på et tidspunkt blev jeg så modig, at jeg begyndte at række hånden op og stille spørgsmål. Også nogle gange spørgsmål, som andre ikke turde sige højt. Jeg blev god til at læse mennesker – ham der opfører sig som en idiot, hvorfor lytter de andre til ham? Hvorfor siger de ikke noget? Arrh – der er noget med det sociale, der ikke helt på plads. Det blev bemærket rundt omkring, at hende udlændingen, altid sad nede på rækkerne som en fremmed fugl.”
Netværk med følelser
Netværk er i Marias univers en kærlig, gensidig gestus. Netværk forpligter og kan ikke reduceres til en halvhjertet fødselsdagshilsen på Facebook én gang om året: ’Stort tillykke – hvad så, hvordan går det med familien?’ For Maria er der mange følelser forbundet med netværk og der er ikke forskel på om netværksforbindelser hører til i kategorien erhvervsmæssige eller private relationer. Der er én kategori – familie, med de forpligtelser det indebærer.
”Jeg er nok kendt for at være lidt hård. Jeg er ikke så ligetil at komme ind på livet af, og jeg er ikke bange for at tone rent flag. For mig er der tre afgørende kriterier der er vigtige, hvis jeg skal indgå en relation med dig: hjerne, hjerte og autoritet. Har du kun autoritet er du en kold skid, har du kun hjertet med er du frelst – men kan ikke redde verden.
Kemien skal være i orden. Hvis jeg kun har brug for dig i dag, men aldrig kunne drømme om at drikke en kop kaffe med dig i morgen, så skal vi ikke være i netværk med hinanden. Netop den del, synes jeg mange danskere er tilbøjelige til at gå på kompromis med. De er alt for fokuserede på i dag. Men hvis ikke du tør være ærlig omkring, hvorfor du indgår den her relation og hvis ingen følelser, der er med – så har netværket ingen værdi. Det dør ud.”
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTO: OLE JAKOBSEN
Maria Arianfar
Maria Arianfar er studievært på Film Project Gellerup, som er en del
af et ambitiøst byfornyelsesprojekt i Aarhus. Film kanalen fortæller positive
historier om udviklingen i området.
En væsentlig del af Marias jobbeskrivelse er at bruge sit enorme netværk til at åbne
døre og få ting til at ske.
Udover jobbet på FPG er hun engageret i en lang række projekter, der har fællesoverskriften at hjælpe udsatte grupper med at få flere muligheder. Også her spiller netværk en vigtig rolle.
*)Marias far var general i det iranske militær indtil den ene af hendes søstre blev fængslet som politisk aktiv i 1993.
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer
Redaktørerne bag magasinet.
Birgitte
Jeg synes, at det er en kæmpe aha-oplevelse hver eneste gang, vi er ude at lave en ny historie. Og vi har efterhånden lavet nogen stykker – små 40 virksomhedsejere og “eksperter” har vi talt med.
Jeg tager noget med hjem hver gang, som jeg kan gå hjem og bruge – både til at udvikle min egen virksomhed, men også indspark på værdier og prioriteter i forhold til familieliv og fritid. Hvad er det andre selvstændige finder vigtigt at prioritere – hvordan får de det hele til at hænge sammen. Det rykker lidt på mit eget verdensbillede, og det synes jeg er vildt inspirerende.
Sidste år lavede vi en historie om Advisory Boards. En af pointerne i den her historie var, at der ligger et stort uforløst vækstpotentiale i små og mellemstore virksomheder, som bare venter på at blive aktiveret. Man kunne også sige, at der ligger en masse viden og erfaringer gemt i de samme virksomheder, som virkelig kunne rykke noget, hvis de blev delt?
Set i bakspejlet havde jeg selv sparet nogle omveje og søvnløse nætter de sidste 16 år, hvis nogen af og til havde taget mig i hånden og sagt, jo Birgitte, du er på sporet.
Og det er det, jeg synes, vi kan med magasinet. Andre selvstændige stiller op og fortæller deres historie, som kan bekræfte dig i, at du har fat i noget rigtigt eller lede dig i retning af noget helt andet. De deler gavmildt deres gode idéer, som kan være lige dét, der hjælper dig videre, hvis du er kørt fast.
Ole
For et års tid siden stod jeg ved en skillevej. Selvstændig fotograf i eget atelier på 21. år, mange glade privatkunder – flere af dem gengangere og familiemedlemmer i flere generationer. De skibe, jeg gennem årene havde sat i søen i forhold til erhvervsfotografering betød, at jeg havde rigtig godt fat. Erhvervskunderne fyldte efterhånden en stor del af min forretning. Jeg havde med andre ord nok at se til. Alligevel kunne jeg mærke en begyndende metaltræthed. Jeg følte mig uinspireret og frustreret over aldrig helt at have tid til at fordybe mig i arbejdet.
Henover sommeren var vi på magasinet i gang med en temaversion med overskriften Tid.
Tid frustrerer mange mennesker – ikke kun selvstændige. Der er måske nok en tendens til at ville for meget på for kort tid.
Den her tur satte gang i nogle tanker. De vidt forskellige virksomhedsejere – og en enkelt borgmester, vi besøgte, havde alle fundet deres egen dedikerede vej og måde at prioritere sin tid på. De havde truffet nogle valg. Det fik mig til at overveje min egen situation: Skal en fotograf have sit eget atelier? Forsvinder kunderne som dug for solen, hvis jeg drejer nøglen og flytter firmaadressen hjem?
1. maj i år tog jeg springet
Og nu er det mig, der tager ud til kunderne i stedet for omvendt. Det smitter positivt af – ikke bare på mig. De bedste billeder er som oftest dem, hvor den, der skal tages billede af, et øjeblik glemmer fotografen. Nu bliver billederne taget, hvor kunderne er på hjemmebane. Det kan mærkes – det får paraderne ned.
Der er en anden ro på min arbejdsdag og kunderne har taget konceptet til sig. Det kan jeg se allerede nu. Den frihed, det giver, har givet mig arbejdsglæden tilbage.
Magasinet satte ord på nogle overvejelser, jeg havde haft længe. Det gav mig idéen til løsningen – og det er dét, jeg synes, vi har rigtigt fat i her. Der er rigtig meget at lære ved at lytte til andres erfaringer og måder at gøre tingene på.
Artikler i arkivet.
Læs tidligere Ugens historier og artikler fra G2M magasin’s tid som trykt magasin. Vi har inddelt dem i kategorier, der kan hjælpe dig på sporet.
Hvad har du allermest brug for at vide mere om lige nu?