Advisory Boards
Hent hjælp udefra til at definere klare mål for din virksomheds uvikling
Det fulde potentiale udnyttes ikke i virksomheden, og du har efterhånden så travlt med den daglige drift, at der ikke bliver tid til at tænke en eneste strategisk tanke om, hvordan der kan udvikles nye forretningsområder, hentes nye kunder, produktudvikles o.s.v. Genkender du den udfordring?
Stadigt flere virksomheder får øjnene op for værdien i at tilføre ledelsen ekstra kræfter via et Advisory Board. Det er der, ifølge Karina Boldsen og Mette Haase Lindhardt, flere gode grunde til. De er partnere i Boldsen & Lindhardt, som hjælper virksomheder med etablering af Advisory Boards og bestyrelser, og de peger på, at der er en lang række gevinster at hente for virksomheder, uanset branche. Men det forudsætter, at du får sat det rigtige hold.
For en ejerledet eller familieejet virksomhed kan det være en stor mundfuld at skulle rumme en bestyrelse. Her er Advisory Boardet light step udgaven, hvor det stadig er ejeren, der har det sidste ord. Men – både Mette og Karina pointerer, at boardet ingen værdi har, hvis ikke du følger de råd, det kommer med. Advisory Boardet består af 3-5 medlemmer, og kunsten er at få det sammensat, så det supplerer ejeren med de kompetencer, han selv mangler.
De fleste små og mellemstore virksomheder er i dag åbne omkring behovet for at omgive sig med rådgivere i et eller andet omfang. Og der er stordriftsfordele forbundet med at samle dem i et board, frem for at hyre enkelte rådgivere eller konsulenter ind til at løse specifikke opgaver. I stedet for at skulle forklare virksomhedens historie og udfordringer flere gange, kan du nøjes med én. Alle rådgivere arbejder sammen ud fra et fælles mål. Det giver noget positiv synergi. Men – det er vanskeligt at sætte et stærkt hold, der samlet løfter virksomheden, og forkert rådgivning kan have alvorlige konsekvenser for en virksomheds udvikling. Det kan betyde, at man – udover tabt tid og økonomiske ressourcer, taber momentum i forhold til kunder og konkurrenter. Derfor står virksomhedsejere ofte i lidt af et dilemma med at finde de rigtige medlemmer, når først beslutningen om at etablere et Advisory Board er truffet.
Vær parat til at investere tid
Karina og Mette har egentlig nok at se til som henholdsvis direktør og advokat, men de brænder begge for at hjælpe virksomheder med at udnytte deres fulde potentiale. ”Det er baggrunden for, at vi har startet Boldsen & Lindhardt. Der ligger en masse vækstmuligheder gemt i små og mellemstore virksomheder, som bare venter på at blive aktiveret.
Vi har hver vores vidt forskellige erfaringer, og efterhånden også et meget stort netværk. Det er det, vi tilbyder at bringe i spil i de virksomheder, vi faciliterer med Advisory Board eller bestyrelse. Vi går all in – og derfor er det heller ikke alle virksomheder, vi siger ja til. Vi skal kunne mærke virksomhedsejerens passion, og vi skal selv tro på, at vi kan gå ind og gøre en forskel. Resultatet af vores arbejde skal kunne måles på bundlinien. Til gengæld er vi med hele vejen: Vi hjælper med at få sat ord på de vigtigste strategiske udfordringer og at få formuleret klare mål. Ud fra det caster vi de rigtige boardmedlemmer, der både har de nødvendige kompetencer og passer ind på holdet.

Hent nye kræfter ind i din virksomhed med hjælp fra et Advisory Board.
Skal et Advisory Board have nogen værdi, skal der stram styring til. Det er vigtigt hele tiden at følge op på, om de mål, der er sat, nu også er nået. Af samme grund arbejder vi med korte tidshorisonter. Vi lægger en plan og sætter et hold for et år ad gangen – og vi evaluerer løbende samt når perioden udløber. Når vi fx de delmål, der er sat? Det er forudsætningen for, at dine forventninger i sidste ende indfries. Derfor skal du som virksomhedsejer også være gearet til den stramme styring – du skal være parat til at lægge tid i Advisory Boardets arbejde.
Pust ny energi i virksomheden
Der er mange milepæle i en virksomheds liv, som kan udfordre ledelsen. Her kan boardet være de friske øjne, der skal til, for at tilføre noget positivitet og nye vinkler på det, du som virksomhedsejer har stirret dig blind på.
En af de virksomheder, vi hjælper med et advisory forløb, står fx med en klassisk udfordring: Det går faktisk rigtig godt i virksomheden. Der er travlt og medarbejderne trives. Alligevel er der en strategisk udfordring, som rigtigt mange ejerledere vil kunne nikke genkendende til. Ejeren føler ikke, at det fulde potentiale udnyttes i virksomheden, og han har efterhånden så travlt med den daglige drift, at der ikke bliver tid til at tænke en eneste strategisk tanke om, hvordan der kan udvikles nye forretningsområder, hentes nye kunder, produktudvikles o.s.v.
Typisk sker der det, at en ejerleder kommer til at tage for mange opgaver på sig – og glemmer at få uddelegeret ansvar til sine medarbejdere i takt med at virksomheden vokser. Her er vores opgave at hjælpe virksomhedsejeren med at få ændret det mønster, og samtidigt går vi ind og ser på, hvor vi ellers kan løfte virksomheden. Hvor kan der optimeres på processer, så der frigives tid, og hvor kan aftaler justeres, så der frigives penge til investering andre steder. Ofte er der nogle juridiske håndtag, man kan gå ind og skrue lidt på. Det kan både være i forhold til aftaler med kunder, leverandører og banken. Det kan virke ubetydeligt med alle de små detaljer, vi går ind og piller lidt ved, men faktum er, at det samlet kan betyde rigtig meget for virksomhedens resultater.”
I dag modtager medlemmer af et Advisory Board et honorar for deres arbejde, ligesom i en egentlig bestyrelse. Niveauet er individuelt og afhænger meget af, hvilke kompetencer, du efterspørger. Det, der afgør, om du skal vælge det ene frem for det andet, er om virksomheden er klar til at flytte beslutninger fra ledelsen til en bestyrelse. Hvis ikke – er et Advisory Board et stærkt styringsredskab at starte ud med.
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTOGRAF: OLE JAKOBSEN
Om Boldsen & Lindhardt
Boldsen og Lindhardt Board Advice hjælper små og mellemstore virksomheder med at realisere deres potentiale, samt etablerer Advisory Boards eller en professionel bestyrelse.
Stifterne er:
Advokat Mette Lindhardt
– bosiddende i Grenå
Kommerciel direktør Karina Boldsen
– bosat i Aarhus
Begge har lang erfaring med bestyrelsesarbejde og beklæder spændende bestyrelsesposter i forskellige sektorer.
boldsen-Lindhardt.dk
LinkedIn, Karina Boldsen
LinkedIn, Mette Lindhardt
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer