Journalist
Lad elevatortalen blive hjemme
I følge netværksekspert Simone Lemming Andersen er det måske ikke så mærkeligt at en del selvstændige har et lidt ambivalent forhold til begrebet netværk – og med tiden kører træt i netværksgrupper. Det rigtige netværk åbner døre, men det kræver at du går til det med den rigtige tilgang.
Simone udfordrer den måde, vi er blevet ”vant til” at tænke netværk på. For selvom networking faktisk er et relativt ungt begreb i Danmark – ja, så har mange danske virksomheder gennem de seneste år for alvor har taget netværkstanken til sig. I takt med den stigende interesse er der også dukket flere og flere netværksmuligheder op. Lidt sat på spidsen er der næsten lige så mange netværksgrupper, som der er virksomheder. Men virker det?
”Netværk er mere vigtigt end nogensinde”, pointerer Simone. Faktum er, at det rigtige netværk har afgørende betydning for de muligheder, du bliver tildelt – både på det personlige og faglige plan. Men – måden vi tænker netværk på, flytter sig:
Vi zapper – også når det gælder netværk. Den virkelighed er en udfordring for mange netværk, der baserer sig på, at de samme mennesker trofast mødes uge efter uge, måned efter måned…
For sådan fungerer det ikke i dag, påpeger Simone. ”…Vi er lynhurtige til at gennemskue, hvem vi kan udvikle idéer og forretning sammen med, og så gå hele vejen med dem, indtil et nyt projekt viser sig, og der igen skal nye mennesker, idéer og ressourcer til.” Derfor skal der en anden dynamik og tankegang til for at sætte nogle rammer, der puster nyt liv og ny energi i netværksdisciplinen.
Netværkssaloner
Et af de nye værktøjer, der har vist sig at være meget effektivt – er netværkssaloner. De har en form, som passer godt ind i zapperkulturen. Idéen er at invitere til ét enkelt intensivt netværksmøde, hvorefter vejene skilles – eller stafetten til en ny salon sendes videre. Resultatet bliver en dynamisk gruppe, hvor der hele tiden er udskiftning. Og det virker!
En netværkssalon varer typisk 3 timer.
10-20 interessante personer med forskellig baggrund inviteres. Heraf beder man 4-6 af deltagerne om hver at holde et oplæg, om noget de brænder for- og som kan inspirere andre. Efter hvert oplæg er der sat tid af til spørgsmål og diskussion. Når man er halvvejs, holdes der en pause, hvorefter man kører videre med de sidste oplæg.
Det lyder enkelt, men det er meget effektivt. Oplæggene giver en fælles reference, som naturligt bliver udgangspunktet for snakken i pausen og under oplæggene. Det gør det meget nemmere at afkode, om der er nogen, man connecter med.
Fokusér på relationsknudepunkter
Jo større, jo bedre – sådan er vi vant til at tænke netværk. Problemet med den taktik er bare, at det tager tid at pleje et stort netværk – lang tid. Og netop TID er en ressource, som flertallet af os ikke har for meget af. Tendensen går derfor i den modsatte retning. Find i stedet nogle få netværkskontakter – knudepunkter, som har et vidtforgrenet netværk, der supplerer dit eget. Det er en fantastisk netværksform, fortæller Simone. Du sparer meget tid, fordi du i stedet for at flagre rundt kan koncentrere dig om at pleje nogle få – men vigtige kontakter.
Kunsten er at få sammensat dit neværk, så du når længere ud, end du vil kunne alene. Og her er det vigtigt med en strategisk tilgang til dit netværk. Hvad er min vision på kort og lang sigt, hvad har jeg brug for hjælp til – og hvem i mit netværk kan hjælpe mig derhen? Hvem har jeg behov for at møde, for at nå de mål?
Simones 3 gode råd, når du skal netværke:
1. Drop elevatortalen
Den er mest til for din egen skyld. Det er selvfølgelig vigtigt, at du er skarp på, hvad du sælger, men dybest set kan ingen alligevel huske den tale, når de har hørt 10 til et netværksarangement. De kan derimod huske, om de kan lide dig eller ej.
2. Lyt
Lyt til hvad andre mennesker fortæller, når du står overfor dem – og vis oprigtig interesse. Spørg ind, vis empati og vær autentisk.
3. Hvad kan jeg gøre for dig?
Det er dit vigtigste mindset, når du taler med andre mennesker. Glem din salgstale og fokusér i stedet på, hvordan du – eller nogen du kender, kan hjælpe den person, du står overfor.
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTOGRAF: PRIVAT
Om Simone
Har skrevet tre danske bestsellere om netværk – senest den internationale bestseller ”The Networking Book”, som netop er oversat til dansk.
Hjælper forfattere med markedsføring, præsentations- og foredragstræning.
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer
Redaktørerne bag magasinet.
Birgitte
Jeg synes, at det er en kæmpe aha-oplevelse hver eneste gang, vi er ude at lave en ny historie. Og vi har efterhånden lavet nogen stykker – små 40 virksomhedsejere og “eksperter” har vi talt med.
Jeg tager noget med hjem hver gang, som jeg kan gå hjem og bruge – både til at udvikle min egen virksomhed, men også indspark på værdier og prioriteter i forhold til familieliv og fritid. Hvad er det andre selvstændige finder vigtigt at prioritere – hvordan får de det hele til at hænge sammen. Det rykker lidt på mit eget verdensbillede, og det synes jeg er vildt inspirerende.
Sidste år lavede vi en historie om Advisory Boards. En af pointerne i den her historie var, at der ligger et stort uforløst vækstpotentiale i små og mellemstore virksomheder, som bare venter på at blive aktiveret. Man kunne også sige, at der ligger en masse viden og erfaringer gemt i de samme virksomheder, som virkelig kunne rykke noget, hvis de blev delt?
Set i bakspejlet havde jeg selv sparet nogle omveje og søvnløse nætter de sidste 16 år, hvis nogen af og til havde taget mig i hånden og sagt, jo Birgitte, du er på sporet.
Og det er det, jeg synes, vi kan med magasinet. Andre selvstændige stiller op og fortæller deres historie, som kan bekræfte dig i, at du har fat i noget rigtigt eller lede dig i retning af noget helt andet. De deler gavmildt deres gode idéer, som kan være lige dét, der hjælper dig videre, hvis du er kørt fast.
Artikler i arkivet.
Læs tidligere Ugens historier og artikler fra G2M magasin’s tid som trykt magasin.
Vi har inddelt dem i kategorier, der kan hjælpe dig på sporet.
Hvad har du allermest brug for at vide mere om lige nu?