Direktør i Basic Clean
Del det du har på hjerte
Find det kunderne hader mest og gør det til noget de elsker. Det er Louises opskrift på en succes: Folk hader rengøring, men de kan godt lide et hjem, der skinner.
Det allervigtigste brændstof, når man skal dele indhold, der engagerer og interesserer, er at man har noget på hjerte. Og så skal der en vis portion mod til. Sådan siger Louise Grønhøj fra Basic Clean. Og hun taler af erfaring.
Hun elsker noget, de fleste af os hader – rengøring og rengøringsmidler. Mange af os forbinder rengøring med en sur og kedelig pligt – og det er svært at forestille sig, at noget så uinteressant skulle kunne kaste særlig meget opmærksomhed af sig.
Men det kan det – og det er der én god grund til: Louise har virkelig noget på hjerte, når det drejer sig om rengøring.
Hun kalder sig selv passioneret rengøringsekspert, og hun har gjort små korte videoer med rengøringsfif til sit varemærke. De videoer har på bare 3 år fået 500.000 visninger på YouTube, mere end 43.000 følger Louise på Facebook – og hendes rengøringsmidler går som varmt brød.
Rengøring med et tvist
”Jeg tænkte ved mig selv – folk hader rengøring og de hader, når man prøver at trække et salg ned over hovedet på dem. Derfor valgte jeg lige at give det et andet tvist. Folk hader rengøring, men de kan jo godt lide et hjem, der skinner. Det skal bare overstås i en fart. Jeg har masser af guldkorn og lette genveje, der gør rengøring til en leg, og dem deler jeg på mine videoer. Selvfølgelig kan man godt se, at jeg bruger nogle af mine egne produkter på videoerne, men det er slet ikke det, der er det vigtige. Jeg fokuserer på, at du skal mærke, at jeg oprigtigt brænder for at hjælpe dig. Det tror jeg er vigtigt. Giv det, du har på hjerte, det kan folk godt lide. ”

Giv noget af dig selv! Det kan kunderne godt lide.
Louise skinner om kap med solen, når hun med et smil får alt fra vinduesvask til toiletrens til at ligne en sand fornøjelse. Videoerne optager hun selv, så der skal ikke nødvendigvis et stort budget til, for at det kan lade sig gøre.
”Det kræver også mod at lægge sig selv i det på den her måde og erklære sig som ekspert. Du stiller dig selv til offentligt skue og risikerer at skulle stå på mål for kritik – men, har du modet, så åbner der sig også en verden af muligheder.”
At tingene lykkes for Louise nu er resultatet af en stædig tro på sin egen idé, vedholdenhed og en masse (digitale) skibe, der er sat i søen i løbet af de seneste 3 år. Egentlig var det slet ikke planen at sælge rengøringsmidler til private. Jeg ville kun sælge mine produkter til erhvervskunder. Det var det marked, jeg havde erfaring med – og salg til private er alt for besværligt, tænkte jeg. Men det gik ærlig talt ikke særlig godt. Det gik slet ikke så hurtigt med salget, som jeg havde forventet. Samtidig begyndte flere og flere private at spørge om ikke lige de kunne købe nogle af mine produkter, så modvilligt besluttede jeg i 2012 at åbne op for salg til private. Salget eksploderede – og i dag er 65% af mine kunder private.
Hvor er trafikken?
Succesen kom selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden. Nogen gange skal man være lidt snild, og det har jeg haft held til hen ad vejen. Jeg var på iværksætterkursus, hvor vi blandt andet snakkede om, hvor vigtigt det er at have sin egen blog. Ja, det er da rigtigt – men, hvad gør man som nystartet med en ny fin hjemmeside og ingen trafik. Hvad kom først hønen eller ægget? Så gik jeg og fik en idé. Hvorfor ikke koble sig på en hjemmeside, der havde trafikken i forvejen? Nogen med samme målgruppe som mig: Idényt! Jeg var og er stor fan af netop det blad. Jeg elsker at sidde og drømme og lægge planer. Deres læsere er typer, der går op i hus og have- et perfekt match.
På det her tidspunkt var jeg ikke specielt godt positioneret. Der var ikke mange, der kendte til Louises rengøringsfif, men jeg havde noget på hjerte og modet slog til, så jeg kontaktede redaktionen og skrev, at jeg kunne fodre deres læsere med en masse værdifuld viden om rengøring.
Den idé gik de med på og lige så stille udviklede tingene sig, for de kunne jo se, at jeg faktisk lavede noget godt indhold. Først ringede de og spurgte, om de også måtte bruge noget af mit indhold i et nyhedsbrev – fantastisk. Så kontaktede de mig og ville gerne have mig til at skrive fast til deres nyhedsbrev. Den skulle jeg lige overveje et øjeblik – det tager jo tid at lave godt indhold – lige indtil jeg hørte, hvor mange læsere nyhedsbrevet havde: 300.000!
Det er et råd jeg gerne vil give videre. Hvis man vil være lidt smart, så er det en god idé at koble sig på nogen, der har bid: Hvor er der nogen, man tilbyde noget gratis viden?
Den trafik jeg får via Idényts blog og nyhedsbrev er ubetalelig. Selv ikke det flotteste og dyreste annoncebanner kunne give samme effekt.
Den digitale verden er vild!
Jeg har listet lidt rundt på de digitale platforme og prøvet mig frem. Efterhånden har jeg fundet et mix, der supplerer hinanden rigtig godt, og som er med til at lede trafik til min webshop: YouTube, Facebook, Blog, nyhedsbrev og radio.
En Facebookside om rengøringsmidler – den idé fik de fleste til at trække på smilebåndet, da jeg kom på den i 2012. I dag har siden mere end 21.000 følgere. Det er gået lynhurtigt. Dovenskab eller snedighed – det må man selv vurdere, men jeg har sørget for at få tingene til at spille sammen. Jeg har tænkt – hvordan når jeg ud til flest muligt med mindst mulig indsats og størst respons. Det betyder, at de aktiviteter jeg sætter i gang ét sted, dem sørger jeg for også at give liv på de andre platforme. Når jeg fx laver en ny video, så deler jeg på Facebook, mens jeg laver den og når den er uploadet. Jeg laver et nyhedsbrev eller et blogindlæg med samme emne og hele tiden sørger jeg for at henvise og linke mellem de forskellige platforme. Det giver en forstærket effekt hele vejen rundt.
Den digitale verden er vild – jeg elsker den!
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTOGRAF: OLE JAKOBSEN
Om Louise Grønhøj
Louise Grønhøj er direktør i Basic Clean og passioneret rengøringsekspert. Hun producerer og sælger sin egen rengøringsserie til privat- og erhvervskunder.
Deler rengøringstips på bl.a. Idényts blog og på flere radiokanaler.
basicclean.dk
louises-tips.idenyt.dk
youtube.com/basicclean
Louise elsker rengøringsmidler:
facebook.com/www.basicclean.dk
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer