NLP Master Coach
Det er helt ok at være egoist. Det betyder ikke at du skal tromle hen over andre, men mange har så travlt med at skulle passe ind i andres forestillinger, at de helt glemmer at mærke efter – hvad er det egentlig, der føles rigtigt for mig?
Nogen er så heldige at havne på den rigtige hylde i første forsøg. Og så er der alle os andre – som skal ud på en del omveje, for at lande det rigtige sted. Ligesom Rikke, som bestemt ikke er gået den lige vej. Alligevel er hun landet lige der, hvor hun skal. For 6½ år siden tog hun springet fra højtlønnet IT ansat til en mere usikker tilværelse som selvstændig coach, hvor lønnen måske nok ikke når helt samme niveau – men, det er det hele værd. Det her er Rikkes hjertekald.
”Jeg vidste egentlig godt hvor jeg hørte til allerede som 8-årig. Dengang var min yndlingsleg at forestille mig, at en masse mennesker kom til mig med deres problemer. Jeg skrev journaler på kartotekskort fra min morfars butik. Det kunne jeg få timer til at gå med. Alligevel landede jeg i en helt anden retning – og glemte med tiden, hvor jeg hørte til i hjertet. Lige indtil en dag adskillige år senere, hvor min arbejdsgiver sendte mig på NLP uddannelse. Jeg havde efterhånden fået flere og flere HR opgaver på jobbet, og derfor følte jeg, at jeg havde brug for nogle redskaber til at håndtere opgaverne – så jeg ikke tog alle kollegaernes problemer med hjem. Der skete et eller andet inde i mig den første dag på kurset. Det var ligesom at komme hjem.”
Brug for et kram?
”Det er dem, der har brug for et kram og noget hjertevarme, der kommer til mig.” Og kram er der brug for, for vi er ærlig talt ikke specielt gode til hverken at passe på os selv eller hinanden, ifølge Rikke. ”Jeg tilhører fx selv en generation, som er opdraget til – ’sæt andre før dig selv’ og ’hvad vil naboen ikke tænke’. Nu skulle man så tro, at de yngre generationer var sluppet af med den byrde. De får i hvert fald ofte skyld for at være egocentrerede og selvoptagede. Men – det er helt forkert. De unge er mindst lige så slemme til at måle sit eget værd i forhold til andre og hurtige til at dømme hinanden.

Husk at tale pænt til dig selv.
Det varer ikke så længe før en af mine højsæsoner starter – eksamenstid. Og med den kommer 12-talspigerne. Det er sjovt nok de piger som har hele pakken: de er både søde, smukke, sjove, dygtige og populære. Alligevel føler de ikke, at de er gode nok. De går helt i baglås. Jeg kan levende sætte mig i de pigers sted, for jeg husker tydeligt presset og skuffelsen over mig selv, når jeg ikke helt følte, at jeg havde levet op til min egen forventning, da jeg gik i skole. I dag er det ikke kun sidemanden og klassekammeraterne eksamensresultatet deles med – det gør presset endnu større.
Vi har så travlt med at slå krøller på os selv for at passe ind i andres forestillinger, at vi helt glemmer at mærke efter – hvad er det egentlig, der føles rigtigt for mig? Energien kanaliseres de forkerte steder hen. Samtidig bliver kasserne, vi prøver at tvinge hinanden ned i mindre og mindre – rager man lidt udenfor eller falder ned i mellem to kasser kan man hurtigt komme til at føle sig forkert.”
Tal pænt til dig selv
”Det er ikke altid lige til at sætte fingeren på, hvad det dybereliggende problem er, når 12-talspigerne, deres ’mødre’ eller fx utilpassede drenge, der læner sig op ad en ADHD diagnose kommer til mig første gang. Men når jeg begynder at kradse i overfladen viser det sig ofte at kernen er dårligt selvværd.
Dårligt selvværd kan komme til udtryk på så mange forskellige måder – rastløshed, stress, træthed, overspisning, angst, følelsen af vrede eller aggression o.s.v. Det dækker over en form for ubalance. Vi er bare ret gode til at ignorere kroppens signaler – indtil bægeret flyder over.
Jeg har ikke mødt nogen endnu, hvor jeg ikke har tænkt efter et par sessioner – jeg kan faktisk godt forstå, hvorfor du har det sådan her. De fleste forældre vil deres børn det bedste. Klassekammerater og kollegaer ønsker ikke at give deres kammerat eller kollega livslange ar på sjælen. Alligevel er det jo netop opvækst, skole og arbejdsplads, der er med til at præge vores selvopfattelse. Hvis du aldrig har troet på, at du er god nok, kan det være svært at hive selvværdet frem. Har du glemt dig selv i misforstået hensyn til andre, så skal du lige finde ind til kernen igen og mærke dig selv. Det er ofte en længere proces at blive omprogrammeret til kærlig egoist. Til gengæld vil du ret hurtigt erfare at verden opleves anderledes. ”
Arbejdsglæde eller stress?
”Set i bakspejlet kan det da godt være, at jeg skulle have prioriteret lidt anderledes, da jeg sagde mit job op og bogstaveligt talt gik fra meget til ingenting fra den ene dag til den anden. Det havde været nemmere økonomisk. Men jeg havde brug for at kunne koncentrere mig 100% om at få det her til at lykkes. Derfor valgte jeg at sige fagforening og dagpenge fra.
Selvfølgelig kan jeg også rammes af tvivl de dage, hvor telefonen er stille eller hvor en klient melder afbud – hvad nu? Men som regel viser der sig at være en mening med at der er en stille periode. Det er når jeg har brug for ro. Selvom jeg har en grundlæggende tro på mit eget værd, så skal jeg stadig huske at arbejde med det – og med min selvtillid. Selvtillid og selvværd er nemlig ikke det samme. Jeg skal stadig huske at komme ud over rampen og fx holde det foredrag, som jeg havde tænkt på – også selvom en ’kollega’ netop har slået et foredrag op, der minder om mit. Jeg skal huske at komme ud og sælge – også selvom jeg ikke bryder mig om det.
Er det stressende og hårdt at være selvstændig? Det bestemmer du selv. Mit råd er at bekymre dig mindre. Hav en grundlæggende tro på, at det her nok skal lykkes. Hvis passion er din vigtigste motivation, så gør det ikke noget at skulle arbejde mange timer. Hvis din vigtigste motivation derimod er at skulle knokle mange timer af nødvendighed for at tjene penge, så er det hårdt og stressende.”
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTOGRAF: OLE JAKOBSEN
Rikke Hansen
Rikkes personlige rejse i overskrifter:
- HHX 1991
- Grundfos – udlært 1993
- Grundfos Østrig 1993-1994
- Derefter forskellige vikariater
- Grundfos produktionsplanlægger 1998 – 2007
- Spring Consulting SAP konsulent og Trivselskonsulent 2007-.2010
- Selvstændig NLP Master Coach og Selvværdsforekæmper siden august 2010
Hjælper primært teenagere med ondt i selvværdet. Fx følelser som ikke at slå til, være mindre værd end andre, føle sig forkert. Ofte ked af det – evt med tendens til stress og depression.
Derudover voksne kvinder, der enten er nødt til eller parat til at lade masken falde og stå ved sig selv. Hvile i sig selv og finde indre ro.
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer
Redaktørerne bag magasinet.
Birgitte
Jeg synes, at det er en kæmpe aha-oplevelse hver eneste gang, vi er ude at lave en ny historie. Og vi har efterhånden lavet nogen stykker – små 40 virksomhedsejere og “eksperter” har vi talt med.
Jeg tager noget med hjem hver gang, som jeg kan gå hjem og bruge – både til at udvikle min egen virksomhed, men også indspark på værdier og prioriteter i forhold til familieliv og fritid. Hvad er det andre selvstændige finder vigtigt at prioritere – hvordan får de det hele til at hænge sammen. Det rykker lidt på mit eget verdensbillede, og det synes jeg er vildt inspirerende.
Sidste år lavede vi en historie om Advisory Boards. En af pointerne i den her historie var, at der ligger et stort uforløst vækstpotentiale i små og mellemstore virksomheder, som bare venter på at blive aktiveret. Man kunne også sige, at der ligger en masse viden og erfaringer gemt i de samme virksomheder, som virkelig kunne rykke noget, hvis de blev delt?
Set i bakspejlet havde jeg selv sparet nogle omveje og søvnløse nætter de sidste 16 år, hvis nogen af og til havde taget mig i hånden og sagt, jo Birgitte, du er på sporet.
Og det er det, jeg synes, vi kan med magasinet. Andre selvstændige stiller op og fortæller deres historie, som kan bekræfte dig i, at du har fat i noget rigtigt eller lede dig i retning af noget helt andet. De deler gavmildt deres gode idéer, som kan være lige dét, der hjælper dig videre, hvis du er kørt fast.
Artikler i arkivet.
Læs tidligere Ugens historier og artikler fra G2M magasin’s tid som trykt magasin. Vi har inddelt dem i kategorier, der kan hjælpe dig på sporet.
Hvad har du allermest brug for at vide mere om lige nu?