Direktør Ideawise
Find din egen indre Tolstoj – og bliv bedre til at få idéer, når du skal bruge dem
”Hvor finder man inspirationen til at komme op med bedre idéer end konkurrenterne? Ikke ved at gøre det samme som alle andre, der deler samme verdensbillede som dig – ikke ved at læse de samme blogs, følge de samme på Twitter, tage på de samme kurser og deltage i de samme netværksgrupper som konkurrenten…
…Vi vil alle gerne være interessante. Men for at være interessant skal man være interesseret. Det vil sige, du skal kigge ud af vinduet og være nysgerrig på andet end det, du plejer.”
Der skal mange idéer til at generere én enkelt god idé. Altså skal der adskillige idéer til for at producere mange gode idéer. Det er et simpelt regnestykke. Hele content-tanken baserer sig på en stadig strøm af godt indhold med værdi for modtageren. Det skal helst lige tvistes lidt, så det får en ny vinkel – ellers fortaber det sig i en syndflod af informationer og viden. Der skal gode idéer til. Rigtigt mange gode idéer.
Kan man sætte turbo på, så de gode idéer står i kø, når man skal bruge dem? ”Ja!” siger Jesper Hejlesen – idémager og direktør i Ideawise, som netop hjælper virksomheder med at speede op for innovation og idéudvikling.
Find din egen Tolstoj
”Når folk beder mig, om et hurtigt råd, til at få en god idé bliver de så slukørede, når jeg siger: læs en bog af Tolstoj og løb en tur”, siger Jesper og slår en høj latter op. Nej, i virkeligheden handler det om at finde sine muser. Shakespeare havde sine muser. Det samme havde Edison. Der findes mange myter om, hvordan geniale mennesker får gode idéer. Svaret er ganske enkelt, at både Shakespeare og Edison var bevidste om, hvornår de gode idéer opstod, og de havde deres inspirationskilder.
Vil du gerne være god til at få gode idéer, så er første skridt at blive bevidst om, hvilke situationer, der udløser de gode idéer for dig.
Jeg tænker fx fantastisk, når jeg kører bil. Det var jeg ikke selv klar over til at begynde med, men i dag er det noget, jeg bruger bevidst. Tilbage i 2007 arbejdede jeg som marketingschef på Bilbasen. Jeg pendlede hver morgen i bil fra Aalborg til Aarhus – og netop dér, opdagede min chef, var jeg super kreativ. Det blev til en vane, at han ringede og præsenterede et problem, når jeg kørte hjemmefra og inden jeg nåede Aarhus, var jeg klar med en idé til at løse problemet.
Det var på en af de køreture, at Årets Brugtbil blev til. Her 9 år efter holder idéen stadig. En jury af brugtbilsjournalister og tekniske eksperter udvælger de 10 bedste køb blandt årets 100 mest solgte brugtbiler, hvorefter kåring af vinderen lægges ud til afstemning blandt Bilbasens brugere. Det er en simpel idé, der har stor værdi og interesse for mange mennesker – og det giver en masse omtale til Bilbasen på et meget minimalt budget.
Den idé er netop resultatet af, at ved at blive bevidst om, hvornår de gode idéer opstår, kan man systematisere sin idéudvikling.
Når du skal finde inspiration, så tving også din hjerne til at tænke i andre baner. Gør noget andet end det du plejer, noget der er svært. Det er her Tolstoj kommer ind i billedet. Tolstoj er svært tilgængelig, og det er netop pointen. Når du tvinger neuronerne i din hjerne til at løbe i en anden retning, opstår de gode idéer. Og eftersom russiske forfatterskaber ikke interesserer flertallet, er der en stor sandsynlighed for, at de idéer og problemløsninger, du kommer op med, ikke ligner konkurrenternes.
Hvor finder man ellers inspirationen til at komme op med bedre idéer end konkurrenterne? Ikke ved at gøre det samme som alle andre, der deler samme verdensbillede som dig – ikke ved at læse de samme blogs, følge de samme på Twitter, tage på de samme kurser og deltage i de samme netværksgrupper som konkurrenten.
Og her rammer vi én af Jespers kæpheste, som er meget relevant i disse tider. Vi vil alle gerne være interessante. Men for at være interessant skal man være interesseret. Det vil sige, du skal kigge ud af vinduet og være nysgerrig på andet end det, du plejer. Så bliver du interessant. Og du får idéer, der ikke ligner de andres, fordi du har fået andre input.

Første skridt er at blive bevidst om hvornår idéerne opstår.
Find nogen at løse problemer for
Idéer udspringer af problemer, så der skal du starte. Har du ikke noget problem at løse, så sørg for at finde det. Ret blikket mod de steder, hvor folk giver udtryk for problemer. Tag nu fx brok og folk med kæpheste. Begge dele er en glimrende kilde til inspiration, når du skal komme op med en idé. Brok er basalt set udtryk for, at nogen oplever en situation, som ikke-optimal. Hvis der er nok, der oplever samme problem og du kan komme op med en løsning andre ikke havde tænkt på, så er du rimeligt godt kørende…
Kæpheste er en særlig avanceret form for brok. I modsætning til andre kategorier af brok udspringer de af passion. Kan du løse deres problemer eller vinde deres sympati med en god idé, så har du en trofast fan. Så lyt til folk med kæpheste!
Håndværket idémageri
Jeg tror på, at man ved at øve sig, kan blive dygtig(ere) til at få idéer – lidt ligesom man kan lære at spille på klaver. Det handler både om at finde sin egen måde at gøre det på, bruge nogen af de metoder, der findes for at lære håndværket – og øve sig igen og igen.
Start fx med at slå noget ihjel. Tag dit produkt og split det til atomer. Bagefter vender du alt det, der før gjorde dit produkt til verdens dårligste, til verdens bedste. En anden af mine favoritdiscipliner er at sætte mig i en historisk persons sted. Det skal være en person, man har et vis kendskab til. Øvelsen her er at leve sig ind i en anden persons tanker og syn på at løse et konkret problem – What would Jesus do?
Du kan også tage et helt almindeligt produkt og fjerne alt det, du normalt vil forbinde det med, som en selvfølgelighed. Hvordan sælger du fx cykler uden hjul. Vi er tilbage til Tolstoj. Du skal distrahere din hjerne og tvinge tankerne et andet sted hen, så kommer idéerne.
Jeg får utroligt mange idéer hele tiden. Det er langt fra dem alle sammen, der bliver til noget.
Nogen af dem kan endda også kategoriseres som en anelse flyvske. Og her er endnu en central ting, man skal huske, hvis idéer skal løftes fra kun at være en idé, til faktisk også at være en god idé: Du skal finde nogen at sparre med. Det er i den proces de gode idéer opstår. En god idé er intet værd, hvis man selv er den eneste, der kender til den, så du skal have modet til at komme ud med dine idéer.
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTOGRAF: OLE JAKOBSEN
Om Jesper Hejlesen
Ideawise er en moderne rådgivnings- og konsulentvirksomhed, der har fokus på:
kreativitet & innovation, produkt- og forretningsudvikling, eCommerce og markedsføring.
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer
Redaktørerne bag magasinet.
Birgitte
Jeg synes, at det er en kæmpe aha-oplevelse hver eneste gang, vi er ude at lave en ny historie. Og vi har efterhånden lavet nogen stykker – små 40 virksomhedsejere og “eksperter” har vi talt med.
Jeg tager noget med hjem hver gang, som jeg kan gå hjem og bruge – både til at udvikle min egen virksomhed, men også indspark på værdier og prioriteter i forhold til familieliv og fritid. Hvad er det andre selvstændige finder vigtigt at prioritere – hvordan får de det hele til at hænge sammen. Det rykker lidt på mit eget verdensbillede, og det synes jeg er vildt inspirerende.
Sidste år lavede vi en historie om Advisory Boards. En af pointerne i den her historie var, at der ligger et stort uforløst vækstpotentiale i små og mellemstore virksomheder, som bare venter på at blive aktiveret. Man kunne også sige, at der ligger en masse viden og erfaringer gemt i de samme virksomheder, som virkelig kunne rykke noget, hvis de blev delt?
Set i bakspejlet havde jeg selv sparet nogle omveje og søvnløse nætter de sidste 16 år, hvis nogen af og til havde taget mig i hånden og sagt, jo Birgitte, du er på sporet.
Og det er det, jeg synes, vi kan med magasinet. Andre selvstændige stiller op og fortæller deres historie, som kan bekræfte dig i, at du har fat i noget rigtigt eller lede dig i retning af noget helt andet. De deler gavmildt deres gode idéer, som kan være lige dét, der hjælper dig videre, hvis du er kørt fast.
Artikler i arkivet.
Læs tidligere Ugens historier og artikler fra G2M magasin’s tid som trykt magasin.
Vi har inddelt dem i kategorier, der kan hjælpe dig på sporet.
Hvad har du allermest brug for at vide mere om lige nu?