Destillatør
Nordisk Brænderi er en virksomhed, der sætter begrebet tid lidt i perspektiv. Brænderiet i Nordjylland destillerer alt fra frugtsnaps til gin, whisky og rom – en produktionsproces, der involverer tålmodighed og god tid. Alt andet omkring mikrodestilleriet går ekstremt stærkt, så ejer og destillatør, Anders Bilgram, kender alt til de styrker og svagheder tid har. Samtidigt, har han en noget usædvanlig baggrund, som involverer både tid, drømme og eventyrlyst.
Der er langt fra Jammerbugten til Arktis og Nordpolen. For de fleste en umulig tanke at forcere den slags afstande. Men ikke for Anders – han har taget turen flere gange. I 1993-95 var han ekspeditionsleder på Dansk Nordvestpassage Ekspeditionen, og i somrene 1999-2008 sejlede han sammen med sit ekspeditionsteam som det første nogensinde, rundt om Ishavet og Nordpolen i en åben jolle med påhængsmotor. Bedrifter som har givet ham en plads i Eventyrernes klub. Udover eventyrlyst og trangen til prøve sig selv af under til tider ret ekstreme forhold, er det også nysgerrighed på andre kulturer, levemåder og mennesker, der har drevet Anders afsted gang på gang. Foruden, selvfølgelig – en dyb fascination af den storslåede natur.
Det er netop på de her rejser, at idéen om Nordisk Brænderi er blevet til. ”Vi er blevet budt på brændevin rundt omkring i nogle af verdens fjerneste afkroge – den ene mere forfærdelig end den anden, men det varmede. Derfor opstod tanken, om man ikke selv kunne lave noget brændevin, der udover at varme, faktisk smager godt,” fortæller Anders.
Knaptid og stilletid
På brænderiet fyldes på flasker og fade som aldrig før. Destillationsapparatet kører i døgndrift, for der er rift om de gode sager. En udvikling, der er eksploderet siden Skotlander Rom, som Anders brænder, sidste år vandt sin første guldmedalje i Miami på ”The RumXP Tasting Competition” blot fire uger efter lanceringen. ”Så var vi ligesom i gang,” som Anders så beskedent udtrykker det. Siden er flere andre internationale anerkendelser og priser kommet til på både rom, gin, whisky og snaps. Og den omtale, det giver, kan mærkes på efterspørgslen. Det betyder, at der skal løbes ekstra stærkt og sættes tid af til den ekstra opmærksomhed og de mange andre opgaver, der følger med i kølvandet på succesen. Men det tager Anders tilsyneladende ganske roligt. Måske fordi han ikke er helt ubekendt med at være under tidspres, om end under lidt andre forhold og breddegrader.

Tid er en af Anders’ vigtigste ingredienser.
”Tid kan noget forskelligt. Knaptid og tidspres kan være utrolig konstruktivt. Det betyder, at du skal træffe hurtige beslutninger og være skarp og fokuseret. Når du fx sejler ude midt i Ishavet, så skal der af og til træffes nogle hurtige valg. Timing og vurdering af situation og forhold er livsvigtig. Her skal du være vågen.” Vel ikke helt ulig tilværelsen som selvstændig, selvom det sjældent er livet, der er på spil her.
”Omvendt, så er ”stilletid” også nødvendigt selvom der er fart på i din virksomhed. Ellers ”lander” du aldrig mentalt. Det smitter af på de ting, du laver, så det er mindst ligeså vigtigt som det modsatte. Et af de lykkeligste tidspunkter, jeg husker i mit liv, var under en af de sidste etaper rundt om Nordpolen. Vi strandede på en øde ø i Sibirien og kunne absolut intet stille op – udover at vente på hjælp. Tiden stod bogstaveligt talt stille i en uge. Det var en fantastisk følelse.”
Når det går stærkt, kan det være fristende at springe tid til alt andet end arbejde over, men det går ud over livskvaliteten, mener Anders. Selv insisterer han på plads til andet, for det bliver et fattigt liv, hvis det bliver for ensporet.
Natur på flaske
Tid gør noget godt på brænderiet. Det er faktisk en vigtig ingrediens.
På lageret ligger fade med whisky og rom og venter på, at smagen udvikler sig helt rigtigt. Ja, der ligger endda også fade med rom på skonnerten Mira. Her skal den ligge og skvulpe rundt i egetræstønder i to år, inden den hældes på flaske.
Sidste år blev de første flasker Thy Whisky sat på hylderne efter tre års tålmodig venten og nænsom pleje. De er alle solgt, så nu skal der igen ventes. I det hele taget går der mange timers overvejelser og arbejde forud for hver eneste flaske. Der er blevet eksperimenteret, smagt, brændt og blandet – og smagt igen. Først når smagen er helt rigtig, sættes flaskerne i produktion. Og selv da bliver hver brænding sin egen, for det er umuligt at ramme nøjagtigt det samme hver gang, men det er netop charmen.
I fryseren står 100 kg hybenblomstblade, som familie og venner har hjulpet med at samle ind. 23 mand stærk har de rykket en dag ud af kalenderen, for at trave botanikken igennem og plukke kronblade. Dagen sluttes med et brag af en fest, hvor alt godt fra brænderiet sættes på bordet. Hybenbladene er blot en af mange ingredienser, der indgår i Nordisk Gin. Ingredienserne samles blandt andet i naturen i nærområdet eller flyves ind fra Grønland, Island og Sverige – steder, hvor Anders på sine mange rejser er stødt på spændende ingredienser, der kan tilføre nye smagsnoter til gamle klassikere. Derfor er det ikke helt ved siden af, at kalde flaskerne fra Nordisk Brænderi for ”natur på flaske.”
Brænderiets kobberkedel syder og bobler 24 timer i døgnet. Brændingen overvåges nøje af Anders og hans medarbejder, Jesper Lauridsen, på skift. Det kan ikke nytte noget at have opmærksomheden andre steder. Sønnen Rasmus er også med i ferierne, og han har faktisk talent for det, fortæller Anders. Brændingen og det at ramme det rigtige tidspunkt, hvor smagen topper, er et spørgsmål om håndværk, men i høj grad også føling med processen. Den rigtige timing er vigtig.
Hver gang, der skal laves en ny snaps, er datteren Katrine i gang med at male billede til etiketten. Det tager sin tid, men er med til at sætte det personlige præg på håndværket.
Mens tiden arbejder for Nordisk Brænderi, så finder Anders stadig tid til at drømme: han har store planer om nye ekspeditioner og eventyr.
AF: BIRGITTE SCHJØDTE | FOTO: OLE JAKOBSEN
Anders Bilgram
Anders’ baggrund:
- 1993-95: Ekspeditionsleder, Dansk Nordvestpassage Ekspedition
- 1999-08: Ekspeditionsleder, Polar Passage 2000
Nordisk Brænderi:
Hånddestilleret brændevin, gin, whisky og rom.
Destillationsprocessen foregår på et håndlavet Müller kobberdestillationsapparat.
Inspiration og viden hentet på rejser i Tyskland, Arktis og Rusland.
Brænderiet har vundet flere internationale priser – blandt andet for deres gin og rom.
nordiskbraenderi.dk
nordiskbraenderishop.dk
Facebook – åben gruppe ”Nordisk Brænderi”
LinkedIn (Anders Bilgram)
Instagram ”Nordisk Brænderi”
Få det hele med
Vi skriver til dig når Ugens historie udkommer
Redaktørerne bag magasinet.
Birgitte
Jeg synes, at det er en kæmpe aha-oplevelse hver eneste gang, vi er ude at lave en ny historie. Og vi har efterhånden lavet nogen stykker – små 40 virksomhedsejere og “eksperter” har vi talt med.
Jeg tager noget med hjem hver gang, som jeg kan gå hjem og bruge – både til at udvikle min egen virksomhed, men også indspark på værdier og prioriteter i forhold til familieliv og fritid. Hvad er det andre selvstændige finder vigtigt at prioritere – hvordan får de det hele til at hænge sammen. Det rykker lidt på mit eget verdensbillede, og det synes jeg er vildt inspirerende.
Sidste år lavede vi en historie om Advisory Boards. En af pointerne i den her historie var, at der ligger et stort uforløst vækstpotentiale i små og mellemstore virksomheder, som bare venter på at blive aktiveret. Man kunne også sige, at der ligger en masse viden og erfaringer gemt i de samme virksomheder, som virkelig kunne rykke noget, hvis de blev delt?
Set i bakspejlet havde jeg selv sparet nogle omveje og søvnløse nætter de sidste 16 år, hvis nogen af og til havde taget mig i hånden og sagt, jo Birgitte, du er på sporet.
Og det er det, jeg synes, vi kan med magasinet. Andre selvstændige stiller op og fortæller deres historie, som kan bekræfte dig i, at du har fat i noget rigtigt eller lede dig i retning af noget helt andet. De deler gavmildt deres gode idéer, som kan være lige dét, der hjælper dig videre, hvis du er kørt fast.
Artikler i arkivet.
Læs tidligere Ugens historier og artikler fra G2M magasin’s tid som trykt magasin. Vi har inddelt dem i kategorier, der kan hjælpe dig på sporet.
Hvad har du allermest brug for at vide mere om lige nu?